Min svære oprydning

Gennem de sidste måneder har jeg guidet forskellige mennesker gennem oprydning i større eller mindre omfang, og det har egentligt været med en følelse af at være kompetent, da jeg selv har været igennem alle faserne.
Jeg har:
Udviklet min egen metode
Styr på mit hjem
Organiseret mine personlige ting.

Den seneste tid har der dog været en oprydning, en tanke eller ja en følelse der er dukket op igen og igen. Noget der kræver en afslutning, så jeg kan komme videre.
Jeg har nemlig også noget, som jeg har svært ved at skille mig af med. Èn enkelt kasse der er gemt væk i kælderen, fordi den hver gang jeg kigger på den minder mig om alt det der ikke blev.

Det er en kasse med babytøj. Tøj jeg havde købt til vores søn Max Emil.
Max Emil blev kun lidt over en måned gammel. Han døde på hospitalet efter en slem tarmbetændelse ( han var født for tidligt), og kom derfor aldrig i noget af tøjet. Til efteråret er det 10 år siden.

I tiden efter gemte jeg tøjet i en skuffe, mens jeg sørgede, kiggede på det, krammede det og drømte om det der skulle have været.

Efter et stykke tid lagde jeg det i en kasse. Min kæreste og jeg talte om at prøve igen, og at det ville være fint at gemme det til en kommende baby. 

Tiden er gået, og jeg ved nu med sikkerhed at vi ikke får et barn mere.
Jan er syg, jeg er ældre og tiden er gået. Jeg har i et stykke tid været klar til at sige farvel til den kasse, og den sidste tid hvor jeg har haft en masse seje menneskers oprydningsprocesser inde på livet har givet mig det sidste skub.
Jeg siger farvel til det tøj som Max Emil skulle have haft, men jeg siger også farvel til tanken om en baby. Begge dele er et svært farvel.

Jeg har forberedt mig, taget min egen medicin og lavet en aftale. Jeg ved hvor det skal hen.
Jeg giver det til Mødrehjælpen i Dr. Tværgade hvor jeg bor. Jeg gør det dels for lethedens skyld, fordi jeg ikke har lyst til at turen derhen er lang.
Det er ikke af betydning hvem der får det. Mere at jeg i mit hoved og hjerte har placeret det et sted som jeg kommer forbi tit og herefter vil forbinde med det tøj. Et minde der ikke fylder noget.

Update:
Det er nu afleveret. En fin oplevelse og jeg har det rigtig fint med det.
Ingen vil savne det tøj.
Jeg skal ikke være ked af det hver gang jeg bliver konfronteret med den pose i kassen.
Jeg føler mig let på den der måde man gør når man giver slip på noget der har tynget længe.
Tak fordi du læste med…

Sådan noget går vel ikke af mode…
Et fint lille sted – de virkede oprigtigt glade for donationen.
Jeg elsker symbolik og som en ekstra lille ting ( jeg udelukkende gør for mit hjertes skyld) afleverede jeg tøjet i den pose som Josephines studenterhue lige er kommet i. Fortid/fremtid osv.


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *