Sådan kommer du i gang med oprydningen i garderoben allerede i dag

juli 4, 2021

Personligt elsker jeg at have en minimalistisk garderobe, og have alt mit tøj fremme hvor jeg kan se det. 
Jeg får en sjælden gang tøjkrise, fordi jeg mangler et eller andet, men jeg ved faktisk med det samme hvad jeg mangler.
Sådan var det ikke før i tiden hvor jeg altid kiggede ind i kaos.
Jeg havde meget tøj men alligevel aldrig noget jeg gad at tage på!

Måske kender du følelsen?  og måske tænker du at det lyder rigtig fint, men at du ikke rigtigt kan overskue at starte fordi det virker –  ja uoverskueligt.

Men den gode nyhed er, at der faktisk er et par ting du kan gøre allerede i dag, inden du starter den helt store oprydning.
Et par lavt hængende frugter, som du lige kan plukke for at komme i gang med oprydningen i garderoben nu.

DU KAN:

Fjerne tøj der er i stykker
Den der t-shirt der hænger i laser, de hullede strømper. Bukserne der er sprækkede. Afsted med det hvis det ikke er værd at reparere.
Hvis det kan repareres så få det fikset, så du kan bruge det.

Fjerne tøj du ikke kan passe
Vi gemmer ting i forskellige størrelser til når nu vi taber os, tager på eller noget andet.
HVORFOR?
Hvis du ikke kan passe det lige nu, så flyt det. Læg det i en kasse, og stil den væk. Hvis du lige pludselig er der hvor du kan passe det igen, så kan du tage det frem. 
Der er INGEN grund til at have skabet fuld af ting du ikke kan bruge. Det bliver man bare i dårligt humør af.

Fjerne tøj der ikke hører til denne sæson
Om sommeren skal de tykke frakker, strik og diverse uldbukser af vejen. Om vinteren er der ingen grund til at de florlette kjoler og shorts optager pladsen.

Hvis du fjerner ovenstående fra din garderobe er du allerede godt i gang med den oprydning.

I Fremtiden kan du:

Vænne dig til tanken om kun at have én af hver.
Hvorfor have 3 af ”den lille sorte”?
Måske behøver du ikke 8 T-shirts i samme farve.
Reglen om én af gælder jo selvfølgelig ikke for strømper og undertøj.

Køb noget der passer med det du har i forvejen.
Jeg har en regel der siger, at når jeg køber en ny ting til garderoben. Skal den ud over at være i god kvalitet, også passe med 5 ting jeg har i min garderobe i forvejen. På den måde undgår jeg de værste fejlkøb

FIND UD AF HVAD DU EGENTLIGT BRUGER

Det allervigtigste når du skal rydde op og have overblik, er faktisk at finde ud af hvilket tøj det er du reelt bruger hele tiden, og hvad der bare ligger i skabet.

Her er et par tricks du kan nappe:

Bøjletricket:
Hæng alle dine bøjler samme vej, evt. med åbningen indad. Når du så har haft noget på og det er vasket (om nødvendigt), så hæng det tilbage og vend bøjlen om.

Vasketøjskurven:
Ja, det er faktisk det sted du kan finde ud af hvad du bruger allermest.

Eksperimenter med mindre:
Prøv bare at fjerne halvdelen af dit tøj ind i et andet rum for en periodde.
Lad som om det ikke eksisterer. Find ud af om du savner noget.

Mit bedste og mest simple trick til ro og orden i garderoben

Skift dine bøjler ud med nogle der er ens. Helst slimline bøjler med tekstil eller træ hvis du har plads. De fylder meget lidt, er skånsomme mod tøjet og giver et ensartet og roligt look.

Har du lyst til lidt mere oprydning ?
Kom med på Giv Slip 365, her laver vi en lille oprydning hver dag i 365 dage
Tilmeld dig her